Narcissisternes proletariat

”Ooooog… ACTION!” … For mange er det nu drømmen der går i opfyldelse; at stå foran kameraet i en af de helt store TV- eller biografproduktioner. Efter mange års hårdt slid så må det da komme – gennembruddet. Men nu står du her igen – allerbagerst på settet, ude af fokus, mens skuespillerne agerer oppe foran. Tapestatist, som jeg kalder det. Og scenen tages om og om igen. Ikke fordi du lavede fejl, for ingen holder reelt øje med dig. Så længe du ikke kigger lige mod kameraet så er alt godt.

​Men du er meget vigtig, siger instruktøren. Eller – det siger instruktøren ikke til dig. Det siger statiskoordinatoren til jer alle at instruktøren har sagt. Så du bruger det meste af en dag her for dig selv, bagved, taler og spiser kun med de andre statister … Så i dag var heller ikke dagen hvor du kunne bygge et netværk op der kunne bringe dig tættere på at lande en af rollerne der ikke er ude af fokus. Men så fik du i det mindste en god betaling fordi du brugte hele din dag her, og i øvrigt selv stod for transporten herhen. Jeps – to biografbilletter. Og alle de peanuts du kunne spise.

Det er virkeligheden for rigtig mange der drømmer om at blive set som skuespiller. Men – det bliver ved drømmen, og en anekdotisk historie om hvor sjovt det var at være med på en stor produktion – ”Tænk jer, så tæt på de store stjerner”. Og to biografbilletter.

Så er det jo godt at det kun er på de mindre produktioner, ambitiøse satsninger og pilotprojekter vi oplever det – så tager vi alle en chance. Men det er ikke tilfældet: DR1's store dramaproduktioner bruger statister, som de så lønner med biografbilletter – eller sågar ingenting udover ”god forplejning, en oplevelse og god stemning på settet”. Og når DR kan, så kan alle andre også – og gør det. I dag er det hverdag på langt de fleste film- og TV-produktioner.

Argumentet er at der ikke er råd til at give løn. Jo, det var der så – til alle andre end statisterne; skuespillerne, kamerafolkene, sminkøren, kaffehenteren. Den underliggende forklaring der ikke tales om er, at der er så mange drømmere derude der er villige til at tage chancen og æde peanuts og håbe på at blive opdaget. Og det er jo rendyrket markedsøkonomi: stort udbud, lille efterspørgsel = ingen løn. Og de kan jo bare sige nej.

På alle andre arbejdsområder er jeg sikker på at den argumentation ikke ville blive anerkendt.

Kom nu, produktionsdanmark – det her kan vi godt gøre bedre.

If you pay peanuts, you get monkeys.