<![CDATA[Kim Wilde - Kim Wilde, skuespiller]]>Tue, 24 Mar 2026 19:03:55 +0100EditMySite<![CDATA[Narcissisternes proletariat]]>Wed, 09 May 2018 07:00:00 GMThttps://www.kimwilde.dk/kim_wilde_skuespiller_blog/narcissisternes-proletariat
”Ooooog… ACTION!” … For mange er det nu drømmen der går i opfyldelse; at stå foran kameraet i en af de helt store TV- eller biografproduktioner. Efter mange års hårdt slid så må det da komme – gennembruddet. Men nu står du her igen – allerbagerst på settet, ude af fokus, mens skuespillerne agerer oppe foran. Tapestatist, som jeg kalder det. Og scenen tages om og om igen. Ikke fordi du lavede fejl, for ingen holder reelt øje med dig. Så længe du ikke kigger lige mod kameraet så er alt godt.

​Men du er meget vigtig, siger instruktøren. Eller – det siger instruktøren ikke til dig. Det siger statiskoordinatoren til jer alle at instruktøren har sagt. Så du bruger det meste af en dag her for dig selv, bagved, taler og spiser kun med de andre statister … Så i dag var heller ikke dagen hvor du kunne bygge et netværk op der kunne bringe dig tættere på at lande en af rollerne der ikke er ude af fokus. Men så fik du i det mindste en god betaling fordi du brugte hele din dag her, og i øvrigt selv stod for transporten herhen. Jeps – to biografbilletter. Og alle de peanuts du kunne spise.

Det er virkeligheden for rigtig mange der drømmer om at blive set som skuespiller. Men – det bliver ved drømmen, og en anekdotisk historie om hvor sjovt det var at være med på en stor produktion – ”Tænk jer, så tæt på de store stjerner”. Og to biografbilletter.

Så er det jo godt at det kun er på de mindre produktioner, ambitiøse satsninger og pilotprojekter vi oplever det – så tager vi alle en chance. Men det er ikke tilfældet: DR1's store dramaproduktioner bruger statister, som de så lønner med biografbilletter – eller sågar ingenting udover ”god forplejning, en oplevelse og god stemning på settet”. Og når DR kan, så kan alle andre også – og gør det. I dag er det hverdag på langt de fleste film- og TV-produktioner.

Argumentet er at der ikke er råd til at give løn. Jo, det var der så – til alle andre end statisterne; skuespillerne, kamerafolkene, sminkøren, kaffehenteren. Den underliggende forklaring der ikke tales om er, at der er så mange drømmere derude der er villige til at tage chancen og æde peanuts og håbe på at blive opdaget. Og det er jo rendyrket markedsøkonomi: stort udbud, lille efterspørgsel = ingen løn. Og de kan jo bare sige nej.

På alle andre arbejdsområder er jeg sikker på at den argumentation ikke ville blive anerkendt.

Kom nu, produktionsdanmark – det her kan vi godt gøre bedre.

If you pay peanuts, you get monkeys.  
]]><![CDATA[Spændende opgave? Ja, men så blev jeg faktisk vred...]]>Sun, 04 Jun 2017 07:00:00 GMThttps://www.kimwilde.dk/kim_wilde_skuespiller_blog/spaendende-opgave-ja-men-saa-blev-jeg-faktisk-vred
Picture
"Gratis job" er desværre et mere og mere almindeligt begreb i filmbranchen. Men får vi bedre skuespillere på den måde? 

Da jeg besluttede mig for at "gå til filmen" for tre år siden, var min første opgave for Nordisk Film til TV2 Zulu. Betalingen var biografbiletter, og det var helt fint med mig: Uerfaren, lige sprunget ud foran kameraet og bare brug for noget på CV'et. Sjov opgave - som klovn! Jeg fungerede åbenbart godt foran kameraet, så jeg fik flere opgaver i samme serie - stadig med biografbilletter som eneste betaling. Jeg undrede mig lidt - jeg mener, de synes jeg var god, men hvorfor var jeg så ikke mere værd end biografbilletter?! Nå. Pyt. Mere på CV'et. 

Det var godt jeg gjorde det, for det gav mig noget at vise til andre - og på den måde få mere og mere at lave.

Nu, tre år senere, er det lidt mere varieret; der er projekter jeg laver gratis, fordi jeg synes de er spændende og udfordrende, eller måske kan jeg hjælpe en, så hendes  eller hans projekt bliver endnu bedre. Og så er der projekter hvor jeg får betaling, fordi det er mig de vil have, og fordi de tror på at jeg kan gøre en forskel for dem.

Men helt generelt: er det rent kommercielt, altså hvor jeg skal hjælpe med at løfte dem, så skal der betales for mit bidrag. 

I dag faldt jeg så over det her opslag for Flying Tiger Copenhagen. 100% kommercielt. Stor videoproduktion. Haster. Betaling? Penge? Nope. Biografbilletter? Nope. Jeg bliver eksponeret på deres Facebook-side. Woooooooow... 

Hør her, Flying Tiger. Jeg gik lige ind på www.proff.dk og læste lidt op på jer: I har en omsætning på 1.8 mia. (1.800.000.000 kr.) og en egenkapital på mere end 355 mio. kr. 

Hvis I skal lave store, kommercielle videoproduktioner, så har I også råd til at betale honorar! 

Og ja, jeg ved godt, at der er mange sultne skuespillere in spe, der ligesom jeg lige skal i gang med det her "film-noget", og har brug noget på CV'et. Men fordi muligheden er der, betyder det ikke at I skal gøre det. I må faktisk gerne tilbyde betaling og ordentlig forhold.

Hvorfor? Hvis vi alle gå ned ad den vej, så ender det med at vi kun har fritidsskuespillere tilbage. Drømmere, der håber på mere. Hele tiden... Og det sekund de siger "Det vil vi have penge for", så kasserer vi dem, og tager den næste i køen.

Ja, jeg ved at jeg bringer mig selv i farezonen her; at der kan være producenter der tænker, at jeg ikke skal ødelægge deres forretningsfidus, hvor de ikke behøver at betale skuespillerne. Men så må det være sådan.  

Så dette går til udbydere af jobs og jer der tager dem: Er det non-profit, så sig ja hvis du brænder for det, eller mener det kan bringe dig videre. Er det kommercielt, må kunden til lommen. 

Skuespillere er håndværkere; deres håndværk, tid og erfaring skal honoreres. Ellers kan producenten jo bare selv stille op. Gratis. 
]]>